Nyheder

forside |  om os |  nyheder |  sponsorer  |  presseklip |  kalender |  dansetøj  |  links | 
 

 

Sommerstatus

Nu har vi danset sammen mere end et halvt år – og hvor er det sket meget: Vi har vundet bronzemedaljer til DM i standard efter kun 12 dages partnerskab og vundet JM/FM i både standard og latin i junior 2-rækken. Vi er rykket op i ynglingerækken og har allerede etableret os i top 10 og har sammen med gode kammerater vundet DM for hold. Vi har danset et hav af turneringer og givet en del opvisninger. Derudover har vi selvfølgelig trænet og trænet og trænet – og grinet en masse, for vi har det rigtigt hyggeligt sammen, selvom vi arbejder seriøst og målrettet.

Vi har vores faste base i RAFFI, men er sammen begyndt i ADC, hvor vi allerede føler os godt hjemme. Vi nyder således godt af forskellige trænere på de forskellige træningsdage og vil gerne takke Jane, Simon, Peter og Jesper, som har hjulpet os så godt i gang.

Vores planer for sommeren er lidt atypiske, for vores respektive ferieplaner harmonerer ikke så godt, så der går fem uger, hvor vi ikke får trænet sammen. Det er lidt træls, men så må vi træne hver for sig og har begge planer om at tage løbeskoene med i kufferten. Emma skal desuden have teoribøgerne med på ferie, for hun er netop startet på anden del af dansetræner-uddannelsen, så en del danseteori skal læres.

Når vi kommer hjem fra ferie, lægger vi hårdt ud med BU-weekend og Vejleuge, hvor vi skal træne fra tidlig morgen til sen aften i en hel uge. Straks derefter begynder den almindelige træning suppleret med DSØ-weekend i Sakskøbing og opstartscamp i RAFFI.

Allerede i midten af august tager vi til German Open i Stuttgart og derefter på RAFFI’s klubtur til Prag Open i september. Efteråret byder faktisk på en udlandstur hver måned, idet vi også skal til All England, London Open, Imperial og International i og omkring London i oktober samt Helsingborg Cup i begyndelsen af november og Baltic Youth Open i Rendsburg i slutningen af november.

Alle disse rejser er selvfølgelig frygtelig dyre, men heldigvis har Super1Rent valgt at forlænge deres hovedsponsorat i latin, ligesom Wella fortsætter som a-sponsor og Hadsten Bank som b-sponsor. Desuden har Emma igen i år modtaget elitestøtte fra Favrskov Kommune. Uden disse tilskud til vores dansekasse ville det ikke være muligt for os at rejse til udlandet, da vi også har store udgifter til undervisning og tøj, så vi vil gerne benytte lejligheden til endnu en gange at takke vores sponsorer og opfordre læserne af hjemmesiden til at støtte dem, der så flot støtter os.

Samtidig vil vi også ønske alle læsere af vores hjemmeside en rigtig dejlig sommer – vi ses til august

tilbage til nyheder